| Ukraine og EU |
|
Hanne Severinsen, mangeårig MF'er (V) og Europarådsparlamentariker, holdt foredrag om Ukraine og EU på Kolding Bibliotek tirsdag den 10. maj 2011. Foredraget var arrangeret af Dansk-Ukrainsk Selskab. I foredraget kom Hanne Severinsen blandt meget andet ind på, at før Ukraine kan gøre sig håb om at blive medlem af EU, er det helt nødvendigt, at landet gennemfører en række reformer. Således er det afgørende, at demokratiet styrkes betydeligt, herunder at retsvæsnet gøres uafhængigt af statsmagten. Der er i systemet i det hele taget en del traditioner og vaner fra det tidligere Sovjetunionen, der skal gøres op med. Hanne Severinsen mener også, at EU kan gøre en del for at hjælpe Ukraine på ret vej, bl.a. ved at presse på for at få den demokratiske udvikling accelereret, og at EU skal ændre de meget stive og besværlige visumregler, så samkvemmet kan gøres lettere. Ikke kun Ukraine kan få glæde af EU, også EU vil virkelig få noget ud af at få Ukraine med i EU. Således påpegede Hanne Severinsen, at den ukrainske befolkning er veluddannet, og at landet besidder store rigdomme i råvarer. Landet har bl.a. et kolossalt stort landbrugsareal, der med en effektivisering kan blive til et stort aktiv for EU. Som bekendt er Ukraine gennem mange årtier blevet kaldt Europas kornkammer. Dog er et medlemskab af EU ikke aktuelt indenfor de næste mange år, mener Hanne Severinsen. Dertil går det for langsomt med reformerne, hvorfor hun opfordrer landets politikere til at sætte fart på processen. Hanne Severinsen har i mange år fulgt ukrainsk politik tæt, og har været personlig rådgiver for tidligere premiereminister Julia Timoshenko. Hun er stadig en hyppig gæst hos nogle af landets førende politikere.
Hanne Severinsen (V) holdt foredrag og viste billeder fra forskellige begivenheder i ukrainsk politik.
Ivan Nester, formand for Dansk-Ukrainsk Selskab og Hanne Severinsen (V).
|
![]() |
| Forsiden |
|
12.05.2011 |