Da jeg ankommer til Borispil Lufthavn uden for Kiev og har fået min bagage, bliver jeg i ankomsthallen budt velkommen af Anastasija. Det er meningen, at vi skal ind til banegården og derfra tage et tog til Simferopol. På vej ud til pladsen foran lufthavnsbygningen bliver vi tiltalt af adskillige taxichauffører, der gerne vil køre os ind til byen.

- Njet! svarer Anastasija.

- Hvorfor ikke, det går da hurtigere og er mere komfortabelt, siger jeg.

- Komfortabelt? Måske, men ikke meget hurtigere og en hel del dyrere, svarer hun.

- Joh, men det spiller da ingen rolle, lad os nu tage en taxi.

- Njet!

Nå, så ved man jo, hvad klokken er slået. Anastasija har under ingen omstændigheder tænkt sig, at mine penge skal bruges på en taxi. Som det kan forstås, er hun en meget økonomisk bevidst kvinde. En taxi er simpelthen rent spild af penge. Så vi tager en marshrutka (rutetaxi med plads til 12-15 passagerer).

Inde på banegårdspladsen sætter vi os på en bænk og nyder den varme aften. Anastasija går over i supermarkedet på den anden side af pladsen for at købe noget brød og ost, et par liter kildevand og en liter mælk til mig. Mennesker, biler, busser og marshrutkaer passerer forbi i en støt strøm, og de mange duer holder godt øje med, om der tabes nogle spiselige krummer.

 Da vi senere står på perronen, og toget kommer ind på stationen, siger hun:

- Vores forfærdelige tog.

Hun siger det, fordi hun kender de danske. Og de ukrainske ser vitterlig anderledes ud. De er gamle – meget gamle, men de fungerer. Forestil dig et dansk tog fra 50’erne og 60’erne. De fleste ukrainske er af samme slags og fra samme tid. Og det kan ses.

Skinnende hvidt og rent

Når man går op i toget, træder man ind på et ægte tæppe - eller noget, der ligner - der, lige som toget, engang har været nyt. Vi drejer til venstre gennem en smal mellemgang til gangen, der løber langs hele vognens ene side. Her ligger der på gulvet en lang løber, der, som tæppet i indgangen, også ligner et ægte tæppe. Det er dog ikke særlig slidt på trods af, at det også er gammelt. For her har man valgt at lægge en anden løber oven på til at beskytte den egentlige løber. Den pæne. Skåneløberen er en tynd sag og lysegrå med 5 smalle langsgående striber i falmet blå og ditto gul. I hver ende af den lange gang er den fæstnet til gulvet med en metalliste. Efterhånden som passagererne går på gangen, bliver skåneløberen skubbet over mod ydervæggen, så en del af den nedenunder liggende rigtige løber kommer til syne. Så med mellemrum trækker togpersonalet skåneløberen på plads, så den rigtige løber ikke bliver for slidt. På højre side af gangen er der vinduer, på venstre side ligger kupeerne. Sovekupeer til fire personer. Fire køjesenge, en bordplade ved vinduet, tæpper og hovedpuder, diverse anordninger til anbringelse af sit tøj og andre genstande.

I kupeen sidder der i forvejen en kvinde og en mand. Vi lægger bagagen ned i det rum, der er under den nederste køjeseng. Så kan det ikke forsvinde, mens vi sover. I hvert fald ikke uden at trække den person, der sover, ud af køjen.

Vi sætter os på den nederste køje. Hun tager kildevand, kiks og ost frem og placerer det på bordet. En togstewardesse kommer ind med lagner, dynebetræk og pudevår samt håndklæder - alt sammen skinnende hvidt og rent, så det står i kontrast til alt andet i toget, der, de sidste mange år, ikke er blevet malet eller vedligeholdt andet end det allernødvendigste.

Vugges i søvn

Toget sætter i gang og begynder langsomt at forlade stationen. Vi spiser, snakker og drikker kildevand. Vi ser ud af vinduet, ud i natten. Vi lægger os og læser i hver sin bog. Når den ene trænger til en cigaret bliver den anden i kupeen og holder øje med vores ejendele. Rygning foregår ude i den mellemgang, der forbinder to togvogne. Når man har røget færdig, smider man skoddet på metalgulvet og træder gløden ud. Der er ingen askebægre. Med mellemrum tager personalet den riskost, der står i hjørnet, og fejer skoddene op.

Lidt efter lidt går passagererne til ro, og vi gør ligeså. Mig i den øverste, hun i den nederste køje. Og her ligger vi så i den lune nat og vugges i takt med togets bevægelser. På vej gennem det store land, på vej mod vores mål. Jeg falder i søvn og drømmer behageligt. Jeg vågner halvt op, ser ud i kupeen, vender mig, lukker atter øjnene og lader mig igen vugge ind i søvnens verden. Endnu en drøm, endnu en opvågning, og endnu engang vugges jeg i søvn af togets duvende bevægelser.

 Milliarder af solsikker

Da toget kører ind på en station vågner jeg igen. Mit ur viser, at klok-ken er 4.55 (har husket at stille det til lokal tid). Jeg føler mig udhvilet og godt tilpas. Vender hovedet og ser ud af vinduet. Perronen og bygningerne har, lige som toget, engang været nye. Det er et stort sted. Meget lang perron og adskillige store bygninger. Og engang har der været stor aktivitet her. Nu virker det som et forladt sted. En metallisk bankelyd høres med korte mellemrum. Jeg får øje på en banemand, der går langs toget og banker på hjulene med en hammer, så han kan høre om alt er vel. Så sætter jeg mig op, tager mit tøj på og lader mig glide ned fra køjen til kupeens gulv. Jeg kigger ind i den nederste køje og ser hende sove trygt. Jeg går ud på gangen og stiller mig op ved et vindue. Det er endnu ikke blevet rigtigt lyst. Også til denne side ligger der bygninger, hvor der også tidligere har været sket mere, end der gør i dag. Så går jeg ned ad gangen til vognens bagperron for at ryge en cigaret. Her står i forvejen en anden passager, der, da jeg kommer ind, smider skoddet på metalgulvet og træder gløden ud. Da jeg selv lidt senere også har trådt gløden ud, går jeg tilbage til kupeen, hvor jeg tager et par kiks, noget ost og kildevand.

Efter at have spist går jeg igen ud til vinduet i gangen. Lidt efter sætter toget atter i gang og ruller langsomt ud ad sporet. For mine øjne dukker enorme marker op. Så langt øjet rækker er der marker. Og det bliver ved. Time efter time efter time. Græsmarker, kornmarker, marker med milliarder af solskinsgule solsikker, der vender deres hoveder mod mig som for at se mig an. Her og der ligger der små, meget små, landsbyer med meget små huse. Enkelte af dem er i to etager, men ingen af husene ser ud som om, de er store nok til, at der kan være mennesker i dem. Men det kan der, og det er der. Ikke alle steder i verden bor man i parcelhuse på 160 m². En gammel kone kommer gående med sin ko. Med mellemrum stopper den op og æder af græsset i vejkanten. Den er med til at sørge for, at hun kan opretholde livet. Ved hvert lille hus er der plantet kål, majs, kartofler og andre vækster, der skal give mad på bordet. Lidt efter ser jeg en anden gammel kone med fem geder, og senere igen flere mennesker med deres køer. Nogle steder har de samlet sig en 7-8 mennesker med deres 16-17 køer. Nogle har én ko andre to eller flere. De taler sammen, holder øje med deres dyr, ser efter toget.

 Er lykken én ko?

En undersøgelse viste, at danskerne er de lykkeligste i verden. I samme undersøgelse er ukrainerne henvist til en sidsteplads - verdens mest ulykkelige befolkning. Livet har lært mig, at man får svar, som man spørger. Og hvis man sætter som forudsætning for lykke, at man har vaske- og opvaskemaskine, et større udvalg af diverse køkken-maskiner, B&O anlæg, pc'er, fladskærms-tv, og hvad vi ellers fylder vores liv op med i Danmark, så er det naturligvis ikke lykken, at bo i et lille hus, dyrke sine egne afgrøder og have en enkelt ko. Men sandheden er, at konen med koen ikke nødvendigvis behøver at være mindre lykkelig, end en dansker. Eller mere ulykkelig. Hun har selvfølgelig også ønsker, også nogle, der er svære eller umulige at få opfyldt. Som dansker - eller skulle jeg sige: som ethvert andet menneske har jeg det ligeså. Hvad vi hver især har af ønsker til livet, er naturligvis forskelligt fra menneske til menneske. Måske nogle danskere gerne vil have mere ro i tilværelsen, mindre stress, tid til at dyrke deres egne kartofler. Men vil de nogensinde få det opfyldt? Måske konen med koen ønsker sig en firehjulstrækker og en fladskærm. Men vil hun nogensinde få det opfyldt?

 Det er jo ikke DSB

Gennem vinduet ser jeg den næste lille landsby. Kirkegården ligger lige ud til banelegemet. Rækværket rundt om begravelsespladsen og alle korsene er malet i den sammen stærke blå farve. Stedet skiller sig markant ud fra omverdenen. Og allerede her tidligt er der mennesker, der går og passer gravene.

Jeg går ind i kupeen, tager lidt flere kiks med ost, drikker vand, tager min bog og går ud i gangen, hvor jeg slår et af klapsæderne langs væggen ned. Her sætter jeg mig og fordyber mig i min kriminalroman. Lidt efter lidt vågner mine medpassagerer og går med håndklædet over den ene skulder mod toilettet. Også Anastasija vågner. Da hun kommer tilbage fra toilettet, giver vi os til at spise kiks, brød, ost og banan. Efter måltidet lægger vi os i den nederste køje, hun med hovedet mod ydervægen, jeg med hovedet mod gangvægen, vores ben flettet ind i hinanden og med hver sin bog. Timerne gå, og pludselig siger Anastasija, at nu er det tid til at få orden på vores ting, for om lidt kører toget ind på Simferopol Banegård.

Da vi forlader toget, ser jeg på mit ur. Vi er ankommet på minuttet. Fra Kiev afgik toget på minuttet. Med disse gamle tog kan de altså overholde en køreplan til punkt og prikke. Måske danskerne ville foretrække gamle tog, der afgår og ankommer til tiden frem for nye, man aldrig kan stole på? Eller måske skulle DSB blot tage ved lære?

Vi går ud på pladsen foran banegården, og jeg gentager "succesen" med at foreslå en taxi - og får det ventede "Njet". Vi tager en marshrutka, der kører til vores kvarter.