| Sokolinoje Sommerlejr i Krimbjergene |
![]() |
| Forsiden |
|
18.09.2011 |
|
I et unikt landskab, omgivet af Krimbjergene, ligger en hyggelig sommerlejr for de studerende på Det Lille Akademi For Videnskab. Vi skal her besøge stedet. I juli måned var undertegnede inviteret til at fortælle de studerende på Det Lille Akademi For Videnskabs sommerlejr om Danmark, herunder pressens vilkår. Akademiets direktør, Eugene Snezhkin, stod for invitationen, og en herlig sommerdag kørte vi fra akademiet i Krims hovedstad Simferopol til den lille by Sokolinoje i Krimbjergene, hvor akademiets sommerlejr befinder sig. Krimbjergene er altid en dejlig oplevelse, og når den som her suppleres med et ophold i en sommerlejr med en masse engagerede og videbegærlige unge, er der tale om en ekstra god oplevelse. Vodka og smukke piger De unge havde mange relevante spørgsmål om Danmark, som de gerne ville have svar på. Der var også mere personlige spørgsmål rettet til mig. Kunne jeg lige vodka? Åh ja, jeg kan lide vodka! Fortalte dem, at jeg netop havde købt en flaske ukrainsk Khlibnyj Dar (Kornets Gave), og at min søster fornylig forærede mig en flaske af den russiske vodka Russkij Standart – begge vodka-navne udtalt på fejlfrit ukrainsk og russisk, hvilket fik de unge til at bryde ud i jubel og klapsalver. Et andet personligt spørgsmål fra en ung mand gik på, hvad jeg synes om ukrainske piger. Jeg spurgte, om han kendte Beatles-sangen ”Back in the USSR”. Det gjorde han. Jeg mindede ham om, at der i sangen synges ”The ukraine girls really knocked me out” - og at det var en meget passende beskrivelse. Det fik pigernes udelte begejstring. Den unge mand sagde: ”Ja, de er smukke. Men ikke særligt kloge.” Pigerne var kun enige i første del af udsagnet. Selve sommerlejren er i sig selv en god oplevelse. Hyggeligt og rart sted, som er smukt beliggende i et unikt landskab mellem de træbevoksede bjerge. Et helt perfekt sted til en sommerlejr. Men se det selv på de følgende billeder. Tekst og foto: Jørgen Deleuran ura@salgirpress.com
Afslapning med smuk udsigt.
Lejren ligger omgivet af Krimbjergene.
Bygningen hvor undervisningen foregår.
Hvad er en sommerlejr for studerende uden en guitar?
I en pause slappes der af i skyggen fra et af de store træer.
Krimbjergenes rå klipper er bevokset med træer.
De studerende venter på, at dørene slås op til spisesalen.
Også kammerat Lenin har sin plads på sommerlejren.
|