Mange er de, der har forsøgt at få styr på Afghanistan. Uden held. Vi kender jo selv til problematikken. Landets forskellige stammeklaner og krigsherrer er ikke interes-serede i, at nogen skal styre deres territorier. Alle forsøg på at tæmme landet har været helt forgæves og meget blodige.

Fra 1979 til 1989 forsøgte Sovjetunionen sig. Unge mænd fra hele unionen blev i enormt antal sendt til fronten, for at kæmpe en håbløs kamp. Måske det har virket som noget, der burde være let - i betragtning af Afghanistans lave teknologiske stade. Sovjetlederne kom til at sande, at opgaven ikke blot var svær, men umulig. Afghanistans jord blev gennemblødt af russisk blod. Utallige er de familier, der mistede en far eller en søn. Nok mest sønner - i krig er det de unge og stærke, der anvendes. Og utallige er de, der kom lemlæstede hjem fra krigen.

Noget at gruble over

I Sovjetunionen blev de forskellige kriges ofre hædret med store mindesmærker. Det skaffer ikke nogen tilbage eller giver de sårede deres lemmer igen, men det er en gestus, der viser, at indsatsen påskønnes. Og stadig bliver der ved alle sådanne mindesmærker lagt store blomsterkranse og holdt mindehøjtideligheder.

Således er det også i den tidligere sovjetstat Ukraine. På Boulevard Ivan Franko i Simferopol på Krim finder man et mindesmærke for de krimboere, der faldt i Afghanistan. En T-34 tank, et monument af granit og marmor, forestillende en stjerne og et menneske, der sidder og grubler, og der er sandelig grund til grublen, samt en række tavler med navne og fødsels- og dødsår på de faldne. De fleste blev blot omkring de 20 år.

Da jeg kommer til stedet, sidder der en due på fortovet. Måske en fredsdue?