| Forsiden |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
|
Meget lille og meget smuk |
|
Den er ikke særlig stor, vel nok omkring de 30 m2. Men hvad den armenske ortodokse kirke i Simferopol på Krim ikke har i størrelse, har den så til gengæld rigeligt i æstetisk skønhed. |
|
Den armenske ortodokse kirke i Simferopol ligger ved hjørnet af Bakhtjisarajskaja og Starozenitnaja. Når man runder hjørnet, får man straks øje på den lille perle, der ligger ud mod vejen og helt automatisk drager en til sig. Lige inden for porten sidder en kvinde og en gammel mand. Jeg bedømmer dem til at være dem, der har opsynet med stedet og hilser på dem. De hilser igen og spørger, om jeg er armenier. Jeg siger, at jeg er dansker, hvilket får den gamle mand til med et stort smil at udbryde: ”Skandinavija. Shvetsija, Norvegija, Danija”. ”Da, Danija”, svarer jeg. Kvinden begynder nu at fortælle mig om kirken og kirkegården, hvis oprettelse ligger 300 år tilbage i tiden. Under anden verdenskrig blev kirken fuldstændig ødelagt, men efter krigen begyndte man genopbygningen efter fotografier. Og bedre resultat kan man ikke ønske sig. Kirken er overvældende smuk i al sin enkelthed.
En omtumlet tilværelse
For omkring 1000 år siden bosatte de første armenske silkehandlere, købmænd og håndværkere sig på Krim. De følgende 4-5 århundreder kom mange flere armeniere til, blandt andet på grund af den mongolske invasion i Armenien. Da det osmanniske (tyrkiske) rige i 1475 besatte Krim, flygtede armenierne til det nordvestlige Ukraine, men vendte tilbage, da det russiske imperium erobrede Krim i slutningen af det 18. århundrede. I 1944 havde Josef Stalin set sig ond på tatarerne (efterkommerne fra den osmanniske invasion) og armenierne, som han mente bedrev antisovjetisk virksomhed, hvorfor de blev deporteret til Sibirien. Først i løbet af 1960’erne fik de lov til at vende tilbage, og i dag bor der knap 10.000 armeniere på Krim.
Kendte armeniere På kirkegården ligger flere kendte armeniere begravet blandt andre den kvindelige professor Nune Doblian, hvis balsamerede legeme er stedt til hvile i et mausoleum 5 meter under jorden. Materialerne til gravstedet er alle hentet i Armenien. Også oberst i den sovjetiske hær Ovanes Semenovitj Kolijevs gravsted er her. Det er kolossalt stort og bygget op af enorme mængder sort marmor. På gravstenen er, udover navn og øvrige data, indgraveret et portræt af Kolijev. Noget, der i øvrigt er ganske almindeligt for gravstenene her på stedet. Mellem professor Doblian og oberst Kolijev finder man den store armenske komponist og dirigent Aleksander Spendiarovs grav. Spendiarov levede fra 1871 til 1928 og komponerede over 150 musikstykker som f.eks. Almast Operaen og Jerevan Etuderne. Spendiarov var grundlæggeren af armensk national symfonisk musik og en af fædrene til armensk klassisk musik. Ligesom ved Doblians grav er granit og tuf hentet i Armenien. Familien var meget velhavende og brugte en del af sin formue til gavn for byen og dens borgere. Således donerede Spendiarov blandt andet store beløb til Simferopol Gymnasium, hvor han som ung selv var elev.
Inviteres indenfor
Jeg bliver inviteret indenfor i kirken og får tilladelse til at fotografere. Her er ingen bænke, ved kirkelige handlinger står menigheden op. Til venstre en døbefont med Jesu ansigt udhugget i stenen. Ved siden af står et lille orgel, og over dette hænger et 150 år gammelt maleri, der forestiller Johannes Døberen. I højre side af kirkerummet står på høje ben to metalkasser med sand til at sætte sine lys i. De lys man tænder for afdøde familiemedlemmer og venner. Eller for sig selv og sin egen fremtid. Over sandbakkerne hænger tre malerier, det midterste af Jesus på korset, til højre for dette Jomfru Maria med Jesus-barnet og til venstre Jesus ved sin faders side i Himlen. Midt for i rummet ses alteret med en meget smuk altertavle forestillende Jomfru Maria og Jesus.
Hellig og fredfyldt atmosfære
Som jeg står der midt i det lille kirkerum, føler jeg mig helt omsluttet af den hellige og fredfyldte atmosfære, der hersker her. Jeg køber et vokslys. De fås i forskellige størrelser og til priser fra 1-10 grivnia. (1 grivnia = ca. 0,70 kr.). Jeg vælger et mellemstort til 5 grivnia, tænder det ved flammen fra et allerede tændt lys og sætter det ned i sandet. Så står jeg lidt og ser på flammen og op på Jesus på korset. Da jeg atter vender mig, siger kvinden venligt: ”Gør korsets tegn”. Jeg vender mig igen mod vokslyset og gør korsets tegn de tre gange, som er obligatorisk. Da jeg har takket kvinden for hendes beredvillige hjælpsomhed og sagt farvel, går jeg hen ad Starozenitnaja med en rigtig god følelse i krop og sjæl. En dejlig oplevelse var det, denne lille armenske kirke gav mig.
Herunder: Oberst Ovanes Semenovitj Kolijevs gravsted. |
![]() |
|
Herover: Professor Nune Doblians mausoleum. Herunder: Komponisten Aleksander Spendiarovs mausoleum. |