Laki var en lille landsby på bjerget Kaja-Tele på Krim. I marts 1942 blev indbyggerne - mænd, kvinder og børn, 47 i alt - myrdet af nazister og tatarer i fællesskab, og landsbyen blev brændt ned. I dag står der kun én ruin tilbage, nemlig ruinen af landsbyens kirke. I et lille hus ved siden af ruinen bor nogle munke, som passer stedet.

Vi går rundt på området og prøver at forestille os, at der her har ligget en landsby fuld af liv. Og vi tænker på, hvor grusomme mennesker kan være. Stedets nuværende fredfyldte atmosfære forstyrres kun af ruinen, der vidner om, hvad der engang skete. Et vidnesbyrd, der giver nogle barske billeder for ens indre blik.

"Gad vide, hvad der får mennesker til at bosætte sig sådan et sted. Der er ikke vand i nærheden, og det er langt væk fra alt andet" siger min ven.

"Ja, men her er uendelig smukt" svarer jeg.

"Man kan jo ikke leve af skønhed" replicerer min ven.

Svaret på spørgsmålet finder vi næppe. Og svaret på, hvordan mennesker kan finde på at opføre sig så umenneskeligt, som det skete her, forbliver også uløst.

Svaret på den sult, der efterhånden har indfundet sig hos os, har vi derimod, og vi sætter kursen ned af bjerget igen. Vi skal ned til Restaurant Pomesjtjik og spise frokost.

ura@salgirpress.com

01.02.2011