Katji Kalions bjerge

Syd for Bakhtjisaraj på det sydlige Krim løber floden Katja gennem Katjinskij Kløften, hvorfra Katji Kalion bjergene rejser sig på hver side. På vej gennem kløften kører man igennem en række små typiske Krim-landsbyer. Her, som overalt i Ukraine, har beboerne stillet den hjemlige høst af æbler, pærer, kartofler, nødder, løg, honning og meget mere ud til vejen, så forbipasserende kan stoppe op og handle.

Jeg fortæller min ukrainske ven, at jeg dagen før købte honning hos et kloster i Simferopol.

"Hvorfor gjorde du dog det? Der koster det jo flere gange mere, end hvad du kan købe det til ved landevejsboderne", siger han.

"Ja, det er rigtigt, men så er min honning jo blevet velsignet af en af Herrens stedfor-trædere på Jord", svarer jeg med et smil.

"Business. Kirken er big business", siger han.

"Ja", svarer jeg.

Lukket område

En hund står udenfor et hus og ser os an, da vi kører forbi. Så sætter den i en heftig gøen. Ikke en vred gøen, bare sådan en slags hilsen. Hunde er der mange af. De lunter rundt i sommervarmen eller ligger og daser. Eller gør en hilsen til os.

Vi kører ind til siden og stiger ud af bilen. Jeg må have nogle billeder af Katji Kalions bjerge.

"Kan du se det store træhus derovre"? spørger min ven.

"Ja, hvad er det"? spørger jeg.

"Hotel og restaurant. Der tager vi over senere. Rigtig lækkert sted med god mad. Det ligger i et lukket område, hvor vi skal passere en vagt før vi lukkes ind. Området tilhører nogle rige politikere og forretningsmænd. De ønsker ikke hvem som helst ind på området", siger han.

"Nå, men du tror, at vi bliver lukket ind"? spørger jeg.

"Selvfølgelig"! svarer han.

Ja, selvfølgelig. Min ven kender Krim som sin egen bukselomme. Hver en krog af halvøen er han bekendt med.

"Men først skal vi til Laki", siger han.

Laki var en lille landsby i bjergene. Under 2. Verdenskrig blev den brændt af, og samtlige indbyggere - mænd, kvinder og børn - blev myrdet. I dag er der kun et enkelt spor af byen tilbage, nemlig ruinen af landsbyens kirke.

Altså: Laki er vores næste mål på turen.

ura@salgirpress.com

 

Se også artiklen Krimbjergene.

Forsiden

16.01.2011