|
Kammerat Lenin i Kiev |
![]() |
| Forsiden |
|
01-10-2011 |
|
Lige i starten af Tarasa Sjevtjenko Boulevard, som går fra Kievs hovedstrøg Khresjtjatik til Peremogi Plads, står kammerat Lenin. Udført i rød marmor. For nogle år siden blev der øvet hærværk imod statuen, hvilket dog ikke kan ses i dag. Det skyldes, at kommunistpartiet bekostede istandsættelsen. Nogle – især vestlige turister – spørger, hvorfor de Lenin-statuer dog ikke for længst er blevet pillet ned. Det er jo fortid. Svaret er jo nok, at der er tale om netop fortiden – et stykke historie. Hos os nedriver vi jo heller ikke statuer af tidligere tiders udemokratiske konger. Eller brænder Rosenborg Slots samling af portrætter af enevældige despoter. Småt med demokrati I øvrigt skal man også passe på med at undervurdere den betydning, Lenin havde for de fattige – som jo udgjorde næsten hele befolkningen. Tsar-styret var et af de mest grusomme, verden har set. Stort set hele befolkningen levede under de forfærdeligste forhold, hvor sygdom og sult var en del af hverdagen. Man kan stadig møde gamle mennesker, der kan berette om deres forældres håbløse liv. Og om, at Lenin skaffede dem muligheden for at blive mætte hver dag. At Lenin ikke var demokrat, er en helt anden historie. Det var der så heller ikke så mange andre landes regenter, der var på den tid. Hos os havde kvinderne f.eks. først fået stemmeret to år før den russiske revolution fandt sted. Hvorom alting er, kan Lenin-statuerne ses i mange Ukrainske byer. I senere artikler skal vi besøge nogle af dem – nemlig i Simferopol, Bakhtjisaraj, Sevastopol, Voznesjensk, Feodosija og Sokolinoje.
|