Jeg er kørt sydøst ud af Simferopol – ud ad Prospekt Vernadskogo, der støder til hovedvej M 18 / E 105, og som fører mod kyst- og badebyen Alushta. Lige efter Dobre, den tredje landsby fra Simferopol, drejer jeg til højre mod Mramorne, og et par kilometer længere fremme toner de første spæde bjerge frem. Det er her, Krimbjergene begynder. Atter drejer jeg til højre, og lidt efter bliver asfaltvejen til en grusvej, der snart fører mig op i bjergene.
Ingen flyvetur
Det går ikke ligefrem hurtigt, for vejen er af en beskaffenhed, så det er svært at køre mere end 20 km/t. Det går op, op og op, og lige til højre går det brat ned. Jo længere man kommer op, desto længere er der naturligvis mod bunden af kløften, som man kører på kanten af. Man lægger nu ikke så meget mærke til, hvor langt ned der er, for der står buske samt små og store træer langs hele kanten. Efter et par kilometers kørsel dukker der nogle sving op, hvor der er opsat autoværn. Her er vejen særlig stejl, og kommer man oppefra, og har fået for meget fart på, er de gode at have, så man ikke får sig en flyvetur ud i intetheden.
Så bløde som min egen dyne
Lidt efter holder jeg ind til siden, hvor der er plads til det, og stiger ud af bilen. Her vil jeg blive lidt og nyde udsigten. Og hvilken udsigt – her kunne jeg blive siddende i timevis og bare se. Bjergene er dækket af et tæt grønt tæppe af trækroner, og ser så bløde ud som min egen dyne. I det fjerne fortoner bjergene sig i en slørende varmedis. Senere vender jeg bilen og kører ned ad bjerget igen for atter at komme ud på hovedvejen mod Alushta – en hovedvej, der fører én op igennem den højeste del af Krimbjergene.
For evigt
Næste gang jeg stopper, er kort før bjergpasset. Også her er der for smukt til, at jeg bare kan køre videre uden at have nydt udsigten. Jeg finder noget brød, en banan, ost, agurk, tomat og en flaske vand frem, så jeg også kan få lidt frokost. Når man står her og sådan får tilfredsstillet alle sine sanser, er det, at man ville ønske, at øjeblikket ville vare evigt.
Efter bjergpasset går det atter nedad, og inden længe kan jeg i det fjerne se Alushta, der ligger med Sortehavet som dekorativ baggrund. Jeg drejer til venstre ind ad en lille snoet vej, der fører mig til mit sidste stop i Krimbjergene, inden jeg lidt senere skal til Alushta og nyde en anden form for storslået udsigt: Sortehavet.
Se i øvrigt artiklerne: ”Alushta – en by ved Sortehavet” - ”Krimbjergene” og "Bjergbestigning".
Det er her, Krimbjergene begynder.
Halvvejs oppe stopper jeg for at nyde udsigten.
I det fjerne fortoner bjergene sig i en slørende varmedis.
Kort før bjergpasset stopper jeg igen. Også her er der så smukt, at jeg ikke bare kan køre videre uden først at nyde udsigten.
Bjergvej ved Alushta.
En lille snoet sidevej udenfor Alushta fører mig til turens sidste stop i Krimbjergene.
Vinmark og bjerg ved Alushta.
