Her er der adgang forbudt. Klassificeret område. Så her vælger jeg at gå ind. Det er ikke noget, jeg vil anbefale, at man gør, hvis ikke man kan gøre sig forståelig overfor de russisktalende vagter. Heller ikke på Krim er det populært at befinde sig på steder, hvor man ikke må være. Men det er min eneste chance for at få det billede, jeg ønsker.

Stedet er Simferopols vandforsyning, og det bevogtes omhyggeligt. Ikke kun på grund af drikkevandet, men i lige så høj grad på grund af dæmningen.

Pasjalujsta

Jeg henvender mig til de to vagter og forklarer dem mit ærinde. Åbenbart ligner jeg ikke en, der har til hensigt at sabotere hverken vandet eller dæmningen, for jeg får deres tilladelse til at gå hen midt på dæmningen og tage billeder af Simferopol Reservoiret.

Et øjeblik efter er jeg på vej hen ad den store og menneske-tomme dæmning, der forhindrer reservoirets enorme vand-mængder i at oversvømme byen. Midtvejs stopper jeg og tager mine billeder. Kun herfra kan jeg få et billede, hvor bjergene kan ses i baggrunden.

På vej tilbage går jeg ind til vagterne.

- Spasiba balsjoj (mange tak), siger jeg.

- Pasjalujsta (velbekomme), svarer de med et smil.